Velkommen til mit univers.
Jeg hedder Mallou Kathleen Hassel Fisker og er stifteren af virksomheden Clear Communication
Min passion er og har altid været kommunikation !
- Kommunikation mellem mennesker – hvordan taler vi til hinanden – vores ydre dialog, hvordan påvirker vores valg af kommunikation et andet menneske,
- Kommunikation i mennesker – hvordan vi taler til os selv – vores indre dialog og hvordan kobler vi tanker og følelser sammen til handlinger, som bliver vores mindset,
- Kommunikation omkring mennesker – hvilke mønstre gør sig gældende omkring os, hvad er vi f.eks. vokset op med / i.
Kommunikation er den eneste måde, vi kan fortælle andre, hvilke tanker vi har, hvad vi føler og hvordan tingene påvirker os.
Derfor er det uhyre vigtigt, at vores kommunikation er klokkeklar og tydelig – både for andres, men mest for vores egen skyld.
At kunne kommunikere direkte og tydeligt er en undervurderet kompetence, som kræver langt mindre energi, færre bekymringer og indre frustrationer end at pakke sit budskab for meget ind i lyserød gavepapir med en stor sløjfe omkring i misforstået hensyn til andre.
Kommunikation er egentligt såre simpelt,
Sig det du ser – ikke det du tror eller mener,
Sig det du føler – ikke det du vil have den anden til at ændre
Sig det du vil have – ikke det du ikke vil have
Men når det nu er så simpelt – hvorfor er det så alligevel så uhyre svært ?
Det er det, fordi vi blander tingene sammen i én stor pærevælling, som peger alle steder hen – og aller helst væk fra os selv.
Det er langt nemmere og mindre smertefuldt at pege på andres fejl end at kigge på sine egne.
Det er langt nemmere og mindre smertefuldt at at rode rundt på andres banehalvdel end at blive på sin egen.
Banehalvdel ?
Det er én af mine andre passioner !
At blive på sin egen banehalvdel betyder i min optik, at jeg ikke peger fingre af andre, at jeg ikke prøver at lave om på andre, at jeg ikke udtaler mig på andres vegne.
Eller let omformuleret: jeg går efter bolden – ikke efter manden.
At blive på sin egen banehalvdel er én måde at udøve klar og tydelig kommunikation på. Der tager jeg ansvar for, hvad der er mit – kun mit og handler på det.
Jeg har i mit arbejdsliv været indenfor et felt, hvor jeg har haft rig mulighed for at øve, forfine og praktisere kommunikationen mellem mennesker.
Jeg er uddannet pædagog, coach – med speciale i stress og har en diplom i ledelse.
Praktisk har jeg beskæftiget mig i det socialpædagogiske felt i mere end 25 år – de sidste +13 år, som leder.
For at jeg kan blive skarp på min ydre kommunikation, er min indre kommunikation mindst lige så vigtigt en faktor.
At blive bevidst om, hvilken magt tanker og følelser har over de handlinger vi laver.
En følelse bliver til en tanke som bliver til en handling.
Hvis jeg eksempelvis står overfor en skilsmisse, kunne det se sådan ud:
- Jeg får følelsen af afmagt, opgivenhed og uduelighed.
- Jeg får en tanke om, at denne situation kan jeg ikke magte, overskue eller håndtere.
- Min handling bliver at smide mig passivt og handlingslammet i sofaen eller at “råbe og skrige” ud i verden at det er uretfærdigt, ikke min skyld og synd for mig.
Hvilket igen sætter gang i mine følelser og derefter mine tanker – min indre dialog, som nu kører i en negativ spiral om, hvor synd det er for mig – og så starter processen forfra igen.
At få bevidsthed om og styr på sine tanker er en anden af mine passioner !
Vores mindset.
Jeg bliver fortsat overrasket over, hvor meget vi selv kan styre, hvis vi virkelig vil ændre vores tilgang og vores indre dialog.
At vi som mennesker formår, at skabe vores eget liv, vores egen hverdag ud fra hvad vi ønsker og drømmer om.
Kommunikation og mindset hænger unægtelig sammen og er vejen til at vælge sig selv til, at mindske vores bekymringer og leve det liv, som vi ønsker og drømmer om.
Jeg brænder for en hverdag og en verden med langt bedre vilkår for vores kommunikation og vores tilgang til hinanden. Vilkår, som gør, at vi kan stå stærkt i os selv og det kaos, som er omkring os..
Har du viljen og modet til at være med ?